Gaveregn over Dronninglund Golfklub
Udenfor siler regnen ned. Indenfor i Dronninglund Golfklub regner det også, men her er der tale om gaveregn. To glade gavegivere er mødt op for at bidrage til den fortsatte udvikling i klubben. Sparekassen Vendsyssel er på besøg for at aflevere ikke mindre end 60.000 kr. til golfklubben. Pengene skal bruges til indretning af nyt uddannelses- og mødelokale. 45.000 kr. kommer fra Sparekassen Vendsyssel Fonden og 15.000 kr. fra Sparekassen Vendsyssel Klokkerholm Afdeling. ”Vi er meget taknemmelige for at Sparekassen Vendsyssel værdsætter det arbejde, vi gør,” siger Ove Thomsen. ”Det er jo et skulderklap og et bevis på, at nogen synes at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi skal nok anvende pengene fornuftigt og naturligvis fortælle, at det er jer, der har givet os gaverne.” ”Fra sparekassens side vil vi med disse beløb gerne påskønne det store arbejde, som klubben gør for at få nye og ikke mindst unge til at deltage i golfsporten, ” siger afdelingsdirektør Morten Thordahl. ”Nu glæder vi os til at se det færdige resultat”.
Også Tuborgfondet har fundet vej til klubben på Kirkevej. Gaven herfra er på 30.000 kr. og beløbet skal anvendes til møblering af det nye uddannelseslokale. Jørgen Rüdinger fra Tuborgfondet fortæller: ”En af grundene til donationen er at en golfklub jo er en kombination af sport, netværk, socialt samvær – kort sagt det sted hvor vi tanker op. Det vil vi gerne støtte i Tuborgfondet.”