Vedtægter for Dronninglund Golfklub     

§ 1
Klubbens navn er Dronninglund Golfklub og dens hjemsted er i Dronninglund.
Det er klubbens formål at skabe gode muligheder for at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben, at udbrede kendskabet til golfsporten.
Klubben skal drive en golfbane og organisere de dertil hørende idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve golfspillet under de bedste mulige forhold.

§ 2
Klubben skal være medlem af Dansk Golf Union og den lokale idrætsunion.

§ 3
Såvel aktive som passive medlemmer optages. Kun aktive medlemmer har ret til at spille på banen. Kun personer kan optages som medlem.
Indmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen, som periodevis kan begrænse tilgangen af aktive medlemmer af kapacitetshensyn. I så fald føres en tids prioriteret venteliste.

§ 4
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling, og omfatter følgende medlemskategorier;
  • Aktive juniorer under 19 år.
  • Aktive juniorer 19-25 år.
  • Prøvemedlemmer til 25 år.
  • Aktive voksne.
  • Aktive ægtefæller/samlevere.
  • Prøvemedlemmer over 25 år.
  • Passive
  • Fleksmedlemmer
Indførelse af indskud fastsættes af generalforsamlingen.
Overgang fra aktiv til passiv medlemskategori kan ske enten direkte ved ønske herom, i hvilket tilfælde medlemmer ved eventuelt ønske om tilbagevenden til aktiv status ligestilles med nye medlemmer, d. v. s. indplaceret bagerst på venteliste.
Kontingenter opkræves ved bestyrelsens foranstaltning.
Bestyrelsen betaler ikke kontingent i den pågældende valgperiode.
Klubbens ansatte betaler ikke kontingent i ansættelsesperioden.
I særlige tilfælde kan bestyrelsen fritage aktive medlemmer for at betale kontingent i en nærmere fastsat periode.
Det samlede antal aktive medlemmer der tildeles kontingentfritagelse må ikke overstige 1 % af det samlede antal aktive medlemmer.

§ 5
Kontingentrestancer udover 3 måneder medfører eksklusion, med mindre bestyrelsen finder rimeligt grundlag til at dispensere herfra. Genoptagelse af medlemskab kan først ske, når hele restancen er betalt af den ekskluderede
Medlemskab er bindende for et år, og udmeldelse kan kun ske skriftligt med 3 måneders varsel til 1. januar.

§ 6
Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes i Dronninglund hvert år inden udgangen af februar måned.
Indkaldes skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelse sker via lokale dag- eller ugeblade efter bestyrelsens bestemmelse og på foreningens hjemmeside.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen uden for bestyrelsen valgt dirigent.
Stemmeberettigede er kun aktive medlemmer, som ifølge dansk lov er personligt myndige, med hver en stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver dog, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer derfor.
På ethvert stemmeberettiget medlems forlangende skal der afholdes skriftligt afstemning.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning efter følgende afstemningsmetode: Der stemmes om samtlige ledige poster på en gang.
Hvert stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges, og kun med en stemme på hver kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg straks afholdes efter samme regler mellem kandidaterne med lige stemmetal, såfremt der stadig er ubesatte poster.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter begæringens modtagelse og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.
Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol, som underskrives af dirigenten.

§ 7
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forelæggelse af budget og indskud.
5. Forslag til bestyrelsen.
6. Forslag fra medlemmerne.
7. Valg af 7 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
8. Valg af revisorer og revisor suppleant.
9. Eventuelt

Forslag fra medlemmerne skal, for at kunne behandles på en ordinær generalforsamling, være indgivet skriftlig til bestyrelsen senest 15. januar.
Forslag fra medlemmerne og fra bestyrelsen skal omtales i indkaldelsen til generalforsamlingen.

§ 8
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, idet der årligt afgår 3 og 4 medlemmer hvert år. Genvalg kan finde sted.
Valgbar til bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem.
I tilfælde af vakance i bestyrelsen indtræder suppleanter.

§ 9
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, honorær sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol og dagsordener og referater offentliggøres på klubbens hjemmeside senest 14 dage efter de er godkendt.

§ 10
Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer, med bindende virkning, beslutning i klubbens anliggender.
Klubben tegnes af formanden eller næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele specialfuldmagter.
Køb og salg af fast ejendom kræver godkendelse af en generalforsamling.
For de af bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene klubbens formue.
Bestyrelsen fastsætter det årlige medlemskontingent og indskud – ved forhøjelse dog maks. 7 pct. Bestyrelsens eventuelle forslag om indførelse af medlemsindskud kræver dog en ekstraordinær generalforsamling.

§ 11
Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter bestyrelsens eller generalforsamlingens opfattelse er behov for, herunder et baneudvalg, et turneringsudvalg, et juniorudvalg, et handicapudvalg og et informations- og PR-udvalg.
Bestyrelsen udpeger udvalgsformændene. Bestyrelsen skal godkende udvalgenes øvrige medlemmer.
Bestyrelsen fastsætter udvalgenes opgaver og kompetence og giver retningslinjer for udvalgsarbejde.

§ 12
Klubbens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december
Det reviderede regnskab bekendtgøres ved fremlæggelse i foreningens klubhus og på foreningens hjemmeside de sidste 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.

§ 13
Klubben respekterer de af Dansk Golf Union og Danmarks Idræts- Forbunds fastlagte betingelser for medlemskab.
Klubben respekterer DGU` s regler for DGU - og Nordisk Introduktionskort.
For golfspillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of Andrews fastsatte regler, samt de af bestyrelsen med Dansk Golf Unions godkendelse fastsatte lokale regler.
Fastsættelse af medlemmernes handicap skal ske i henhold til Dansk Golf Unions handicapsystem, og tildeling af handicapslag i handicapturneringer og matcher sker i henhold til det af DGU fastsatte slope-system.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn til spillets afvikling og ordenens opretholdelse inden for klubbens område. Overtrædelse af disse bestemmelser kan af bestyrelsen straffes med karantæne eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse (eksklusion) fra klubben. Bestyrelsen afgørelse herom kan af medlemmet indbringes for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg. Afgørelse af eksklusion kan medlemmet endvidere kræve forelagt en generalforsamling. Indbringelse for generalforsamling har dog ikke opsættende virkning

§ 14
Til beslutning om klubbens opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af repræsenterede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling, Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disse antal
I tilfælde af klubbens opløsning, vedtaget som beskrevet, træffer generalforsamlingen, ved simpel stemmeflertal bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsning, herunder afviklingen af klubbens formueforhold.
Eventuelle overskydende midler efter betaling af alle skyldige beløb (herunder afhændelse af fast ejendom) ved foreningens ophævelse skal indsættes på konto i pengeinstitut i mindst 3 år til disposition for en ny forening af samme kategori i samme lokalområde i kommunen. Kontoen, der skal stå under administration af Idrætssamvirket overgår efter den anførte periode til en fond for de øvrige medlemsforeninger i hele kommunen under Idrætssamvirket. Hvis der dannes en ny forening ved sammenlægning af eksisterende foreninger under Idrætssamvirket overføres foreningens midler til den nye forening, der straks er tilskudsberettiget. Udbetalingen til den nye forening sker med baggrund i dennes medlemstal pr. 31.12. år. Disse udbetalinger sættes op mod de samlede a'conto udbetalinger, der tillige er sket til de foreninger, der er basis for sammenlægningen.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 2. maj 2006, og generalforsamlinger den 20. august 2007, den 27. marts 2008, den 30. marts 2010, den 29. november 2010 og den 28. februar 2011.

Sign.
Helle C. Christensen
 
Kristian Østergaard
Bjarne Pedersen
Gert Zinndorff
Erik Topp
Børge Hansen
Peter Berg-Mortensen
 

 
 
  • Dronninglund Golfklub
  • Kirkevej 12
  • 9330 Dronninglund
  • Tlf: 3315 1020
  • info@dronninglund-golfklub.dk
Ultimate Web